top of page
Skøn og dejlig tilværelse med kropsterapi og Yoga
Kropsterapeut Melissa Jaqlina

Jeg hedder Melissa Jaqlina og er uddannet Master Coach, yogainstruktør og idrætslærer. Jeg bor i Ølsted sammen med min mand Niklas og vores kat, Elliot. Jeg er født og opvokset på Amager med mine forældre og mine to store søskende. Min karriere begyndte som 18-årig i detailbranchen, hvor jeg arbejdede som daglig leder for flere butikker i 9 år. En hverdag præget af højt tempo, stramme deadlines og konstant udvikling, som jeg størstedelen af tiden nød og elskede. Efter tabet af min mor i 2018 blev pulsen dog for meget. Sorgen kombineret med et travlt arbejdsliv resulterede i angst og depression og fik mig til at stoppe op og vælge en ny, og mere selvkærlig retning og karrierevej.

Jeg startede min Master Coach-uddannelse på Psykoterapeutskolen i København i august 2018. Efterfølgende supplerede jeg med en etårig privat idrætsuddannelse. Samtidig rejste jeg til Indien flere gange for at uddanne mig som yogainstruktør og til Florida for at søge viden om sammenhængen mellem kost og trivsel. I 2021 besluttede jeg mig for at rejse jorden rundt, men endte med at bosætte mig et år i Thailand. Her praktiserede jeg alt, jeg havde lært gennem årene: yoga, fitness, fri intuitiv dans, meditation, kost, vandring og skabte nye relationer med vidt forskellige kulturbaggrunde og historier. Jeg lærte utrolig meget på denne rejse, både om mig selv og andre mennesker. Langsomt begyndte jeg at realisere mine drømme og deltage i kreative projekter i samarbejde med ligesindede mennesker. Jeg underviste blandt andet i yoga og arrangerede og afholdt flere sommer-camps for børn, samtidig med at jeg planlagde og guidede vandreture i junglen.

I 2023 flyttede jeg tilbage til Danmark for at samle mine erfaringer og viden og realisere min drøm på dansk jord. Jeg har altid interesseret mig for menneskers udvikling, og min drøm og passion ligger i at støtte og inspirere mennesker til et sundere, mere selvkærligt og glædesfyldt liv. Som sløjfen på værket besluttede jeg derfor at starte på TOTUM kropsterapeutuddannelsen i København i foråret 2023. I dag er jeg halvvejs igennem min uddannelse og er ved at skabe en forretning og et meningsfyldt arbejdsliv, hvor jeg dyrker og arbejder med det, jeg brænder allermest for.

Min tilgang til yoga og kropsterapi præges af min nysgerrighed og rolige, milde natur. Som yogalærer har jeg undervist mere end 600 yogatimer. I dag underviser jeg hovedsagligt i Yin og blid Hatha Yoga og kombinerer de (efter min overbevisning) bedste elementer fra kropsterapien og yoga-filosofien i min undervisning. I min rolle som kropsterapeut praktiserer jeg en nænsom og omsorgsfuld behandlingsform. Gennem mine behandlinger hjælper jeg dine muskler tilbage til deres naturlige spændingsbalance ved brug af forskellige massageteknikker, pulsering og lange, blide stræk. Samtidig støtter jeg dig i at give slip på ophobet eller fastlåst energi og følelser.

 

bottom of page